Lørdag morgen kom Regin med et ladfuld væddere som SKULLE slagtes NU, for ellers ville de nå at blive kønsmodne, og DET kan smages i kødet. Dog forekommer det mig besynderligt, at netop denne smag kan trænge igennem det færdige produkt som hænger og "modner" i tre måneder... men det siger de...
Regin er en rask dreng. Naturens muntre søn. Sej som støvlelæder, stærk som fire mand og vældig opfindsom. "Hør, skal vi ikke slagte får nede i min mors kælder? Hun er alligevel på ferie, og hvad hun ikke ved, har hun ikke ondt af, vel?" Næh, det kan der vist ikke være noget problem med. Vædderne blev losset af i min have, og de ventede her, græssende, på skafottets uigenkaldelige farvel. Herefter blev de enkeltvis slæbt på tværs af vejen, henrettet, tappet for blod (til "pandekager"!!!), hovedafkortet ("raske drenge spiser da fårehoveder"!), uldjakken fjernes (iøvrigt hysterisk hårdt!), indvoldende hældes ud (står lighed med grindehvalens på mit tidligere blogindlæg), vejning (alene med det formål, at man kan blære sig til de andre raske drenge hen over det kogte fårehoved), og så ind at hænge i tre måneder i fade-skuret.
...men det er sgu' alligevel lidt fedt at spise en lammekølle, som jeg selv har slået ihjel og slagtet, da det knytter en forbindelse til noget ælgammelt indeni.
En stort anlagt musikfestival i juli endte i et totalt kollaps og økonomisk ruin. Ace of Base og Trentemøller fik deres dollars, men de deltagende færøske orkestre fik en lang næse. Men inden de fik den, havde de trods alt fået sig noget lækkert mad, som en eller anden kok havde bekostet, tilberedt og serveret. Han fik dog en særdeles lang næse af festivalkonkursen, så orkestrene lavede en støttekoncert for ham, så han kunne dække noget af tabet. Denne sympatiske begivenhed fandt sted i søndags, og Kasper og jeg havde fornøjelsen af ti orkestres kreative udladninger, og trods den beskedne befolkningsstørrelse, så er talentmassen enorm! En pokkers fin begivenhed.
Se, se. Så lykkedes det mig sandelig atter at få optaget nogle forvirrede skriblerier i den vidunderligt nørdede Weekendavis, og naturligvis blærede jeg mig helt hæmningsløst. Det kan vende tilbage på én, når Kasper har evner indenfor grafisk manipulation, der ville havde bragt ham langt hos KGB i sovjettiden. Til gamle koldkrigsagenter og Dansk Folkeparti (hvis I skal have lavet andre agitoriske plakatkampagner), så kan han hyres via www.avail.dk
...men igennem regnen, kunne vi alligevel skimte vores hus (det er det røde med det grønne tag). Når jeg bliver voksen, så vil jeg ha' en helikopter!
Da vi havde fløjet i en halv time, nåede vi ud til destinationen. Bygden har ti fastboende indbyggere, hvoraf de seks er pensionister og to er skolebørn. Fra byen kan man bevæge sig ud i to retninger. Vi valgte at gå bort fra skyen, og så var vi pludseligt kommet ud af regnen og ind i en lokal sommer-rest. 
Mykines er det smukkeste ved Færøerne! Besøg det!
Vi lånte en old-school vandrestol af østtysk fabrikat og tvang poden i den. Dog lød der hurtigt tilfredse grynt og noget der kunne tolkes som en meget personlig fortolkning af "Åh Abe!"
Dog må hun meget gerne være i stand til at stå selv, når sneen dækker bjerget, for så kan hun vel også stå på ski!
(ok, på dette billede er Turid blevet flyttet om på mit bryst, hun er altså ikke faldet ud og forsvundet!)
Hmm... "Opbevares uden for børns rækkevidde"... arh-hva?! Man får jo helt kvalme af det her formynderiske Big-Mother-samfund, hvor alt skal fremhæves på etiketter og alt muligt...
...næh, hvorfor? Når vi nu har det så dejligt...
Med ubønhørlige skridt trisser dagene i hælene på hinanden, og deres erindring sætter sig som stadig flere rynker i mit ansigt. Intet er de dog i sammenligning. Heroppe, på 62 grader nord, er rynkerne trådt frem af atlanterhavets fløjelsglatte ansigt med den vejrbidtes standhaftigt, hvor Slættaratindur strækker sig som vinderrynken på 882 meter over ansigtes blå plateau.
Jep, så skete det sgu' alligevel. Jeg havde svoret, at jeg ikke skulle rende rundt med det der må svare til en modsat penis-envy for mænd, nemlig en slags pseudo-graviditet, hvor vi lissom selv kan mærke det lille liv sparke os i maven... bvadr! Men se så bare her! Nu fiser jeg selv lykkeligt rundt med verdens smukkeste baby hængende foran mig
Guess what, man kan også surfe på bølgerne heroppe... altså, i den udstrækning, at man faktisk er i stand til at holde balancen på brættet. Men som alt muligt andet, så er det blot spørgsmål om fornuftig påklædning, gruppepres, angst for at blive ældre, øvelse og øvelse, bølger og evnen til at ignorere, at der var en lystfisker som forleden fangede en haj på 236 kg ud for stranden her...
Nårh ja, så kræver det også, at man kan holde vejret og undgå at blive så optaget af at holde balancen, øve og udkig efter hajer, at man glemmer at understrømmen får tag i én. I en gammel John Irving-roman taler hovedpersonen om, at han troede, at han skulle holde øje med the under-dragon, men de voksne havde sagt under-drag. Han havde været lidt skuffet over at opdage dette som voksen, for det andet havde passet bedre. The underdragon er en eventyrlig og usynlig kraft som eksisterer i badeparadisernes virkelige verden, og ingen andre steder. Her møder fantasi realiteten, og da under-dragen blidt bed i mine ankler derude i bugten, så blev jeg så eventyrligt skide bange, for den var stor, og den var stærk, og den havde planer om at trække mig stille og roligt hjem til sin hule midt ude på Atlanterhavet...
...og så var det lige pludseligt meget alvorligt at surfe. Hvad skete der? Jeg blev grebet af panikkens dødsangst, og da jeg opdagede, at det ikke hjalp mig til at overleve, så tvang jeg en afslapning frem og brugte kun kræfter på at svømme, når der kom en dønning der kunne bære mig lidt ind... og så lå jeg længe i strandkanten og efterrationaliserede (med hjertet til at sidde som en langstrakt og forstrukket muskel fra halsen og ud i pandehulen...)
Den er sgu' god nok, det er Niels! Ham og Janne har valgt at tilbringe det næste halve år i Torshavn, og det er godt nok dejligt, for de har taget deres knægt med. Han hedder Søren (og jeg vil ikke afvise muligheden for et arrangeret ægteskab med lille Turid). De kører i Volvo... og så er de sjove og søde og kloge og alt muligt andet, så det er fanme fedt, at I ville tage herop!
Denne søndag fik vi atter indedørs-spat (hvilket er kendetegnende ved uro i benene, rødmen og kløe i bagdelen, samt fraværende social kontakt i forbindelse med husflid). Derfor drog vi afsted, som Hillary og Tenzing, med det kondenserede mål at bestige Sneis. Tidligere forsøg mislykkedes først på grund af sne, siden på grund af tåge... og i dag, med en enkelt, skaldet meter tilbage til toppen, så måtte vi strække våben, give fortabt, æde vores skam, fordi vinden
Trods ihærdige forsøg på at gennemtrumfe blot én af mine mærkesager og få liv i min egen lille "Hassan", så stod det ikke til diskussion (at all!!!): Pigen blev døbt! Min irreligiøse mælk må flyde til på et senere tidspunkt. Helidigvis foregik det i kirken under meget markante protester, og jeg så i ånden for mig, at hun senere vil vende tilbage som en Wagners Brynhilde, klædt i harnisk, med løftet skjold og spyd, vil lade sin røst få grundffjeldet til at skælve!
Men køn var hun, og sikke dog nogle fantastisk, fantastisk, fantastisk dejlige venner og familier vi har! Skulle Tóra og jeg betale prisen for uansvarlig kørsel, så vil lille Turid (jep, det hedder hun nu) komme i bedste hænder, for nok er hun slank, hende der Janne, men hendes hjerte burde fylde en Zeppeliner! Sikke et held for os, at vi fik lov til at lære dig at kende.
Det meste af vinteren har Færøerne mest lignet noget, som ville egne sig verdens mest ekstreme testcenter for regntøj. Regn har væltet ned, og det forekommer mig oplagt, at man vil kunne tjene formuer op at sælge det. Selvfølgelig vil det være lidt ligesom at sælge stoffer på gaden, da man derved vil tjene penge på andres ulykke... Nå, anyway, så er følgen af hæsligt vejr (som bliver ved og bliver ved og bliver ved...) at man kommer i en slags selvdestruktiv trance, og man er derfor slet ikke forberedt på, at der findes en sol deroppe bag skyerne. Men det gør der, og når den så vælger at strække sig og banker skyerne og regnen på plads, så er det som om, at alle os fosterstillingliggende mennsker får erstattet kroppens træge, gråsorte blod med spruttende, brusende, perlendende og potent champangne-blod. Og så er det helt fantastisk fedt! .jpg)
Jep, det bjerget derhenne, som vi skal op på.
Det er hæsligt stejlt! Og derfor er det spændende. Jeg forsøgte, men det var ikke muligt at være ukoncentreret, for opstigningen krævede komplet opmærksomhed. Kravet til øjeblikkelig til stedeværelse er selvsagt. "Jeg'et" opløses i "Nu'et". Behøver jeg at sige, at Buddha ville slå sine buttede hænder sammen i begejstring? 
Skallingen, altså bjerget, er "sjovt". På toppen er der fuldstændigt flat. Det virker uvirkeligt og eventyrligt, især da turen derop er stejl på en helt og aldeles tosset og insisterende måde!
...og så er det, at Kasper og jeg spæner op på et bjerg og kan se det hele fra oven (og jeg kan få ild på en cigar!).
